Er der problemer med you see mail

Det er virkelig en befriende fornemmelse at kunne kastes ud i omfattende ferie- og rejsearrangementer igen, nu hvor vi endelig har fået modet til at tro på, at verden langsomt finder tilbage til en slags normaltilstand, selvom det desværre ikke er blevet helt, som vi havde forestillet os, for i adskillige lande er det stadig en udbredt praksis at bære mundbind i offentlige rum - noget jeg gentagne gange har observeret, og som blot bekræfter min overbevisning om, at disse ansigtsbeklædninger i virkeligheden har begrænset effekt.

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive grebet af Tour de France, men det skete alligevel, for selvom jeg tidligere kun sporadisk har fulgt med, når rytterne susede gennem de idylliske franske landskaber, ledsaget af helikopteroptagelser og Jørgen Leths uovertrufne kommentarer, mistede løbet for mig en del af sin charme, da han trakkede sig tilbage.

Men i år startede det jo, som alle ved, på dansk grund, og det var netop det overblik, den luftige perspektivering, der fangede min interesse, især fordi jeg kender de to lange etaper ret godt, hvilket pludselig gav hele konkurrencen en ny, personlig dimension for mig. Det var også imponerende, at Magnus Cort formåede at sikre sig bjergtrøjen i et land uden egentlige bjerge - en præstation, der desværre blev overskygget af, at han kort efter blev ramt af covid.

Selvom jeg ikke har siddet fastlåst foran skærmen gennem hele løbet, har jeg alligevel fulgt med mere end sædvanligt, især i de afgørende finaler, hvor Jonas Vingegaards stigende dominans var umiskendelig. Sportsjournalisterne er for øvrigt en uundværlig kilde til underholdning, især når de i deres iver efter at formidle begivenhederne kommer til at blande metaforer eller vælger de forkerte ord - noget vi alle har grinet ad mere end én gang.

Her er to perler fra dagens afslutning i Paris: "Han måler 1,75 meter, så han er jo ikke just lille" - vel, spinkel er ikke det samme som lav, men hvornår begynder man egentlig at betragte en mand som lille? Men lad os vende tilbage til vores egne rejseplaner. I august tager vi på en krydstogtsejlads i Nordatlanten, og tidligere i dag sikrede vi os et sommerhus på Bornholm til september, efterfulgt af en tur til England i oktober.

Denne gang vælger vi atter at tage bilen over Kanalen, for vi har simpelthen ikke lyst til at kaste os ud i det fortsatte rod, der tilsyneladende stadig præger mange af Europas lufthavne. Selvom Dover-Calais-ruten åbenbart plages af time lange køer på grund af manglende fransk paskontrolpersonale, har vi heldigvis fundet en glimrende alternativ i form af færgen mellem Hook van Holland og Harwich, som mine engelske bekendte var begejstrede for, da de for nylig prøvede den - en oplevelse, der ifølge dem var både problemfri og effektiv, og selv om det kræver et par tidlige opståen, er det en lille pris at betale for en stressfri rejse.

Krydstogtet starter i New York og slutter i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem, og selvom vi desværre ikke kan køre hele vejen til USA, må vi nøjes med at pakke kufferten med omtanke og trøste os med, at vi i værste fald kan få forsikringen til at dække en nødvendig garderobeopdatering, hvis bagagen skulle forsvinne. Vi krydser fingre for det bedste, men forbereder os mentalt på det værste - dog uden at det formindsker den vildt store forventningsglæde, vi føler ved tanken om den forestående rejse.